Nu ville
jeg have noget ud af den sidste dag i Schwarzwald, men vejrguderne havde svært
ved at holde sig. Jeg brugte hele formiddagen på at skrive denne dagbog, mens
det bare pissede ned udenfor, men til middag så det ud til at klare op. Det var
med at udnytte situationen, så jeg havde udvalgt to ud af tre steder jeg måtte
se. Freudenstadt må vente til en anden gang. Turen gik mod Feldberg, som er det
højeste punk i Schwazwald. Turen derop var fin, men steder skuffer lidt. Det er
et skisportssted om vinteren og om sommeren græsser fårene på skråningerne.
Restauranterne er åbne, så jeg fik en ordentlig omgang lasagne og salat inden
jeg drog mod næste stop; Titisee. Den ligger ca. 15 km nord for Feldberg. Søen
ligger fantastisk smukt mellem bjerge og skove. I den ene ende er der en
turistby, - typisk tysk, men ikke ødelagt, som en spansk turistby ved
Middelhavet. Jeg trillede ned gennem byen og stoppede på en lille bro over en
å, som løber ud i søen. Jeg kunne godt se, at nogle turister tog billeder af
mig, men tænkte ikke mere over det. Da jeg var steget af, kom faderen, som
tydeligvis var inder, hen til mig og spurgte om hans yngste søn måtte blive
fotograferet på min motorcykel. ”Selvfølgelig”, svarede jeg, noget forbløffet.
Hvorfor skulle det være interessant, men der er åbenbart andre skikke i andre
lande. Bagefter kiggede jeg mig lidt omkring, men blev der ikke længe. Jeg havde jo et tog, jeg skulle nå, så jeg kørte videre. Det var faktisk en dejlig tur fra Titisee til Lörrach.
I Lörrach
startede regnen igen. Tre tyske MC’ere sad under et halvtag og drak nogle øl. ”Er
der ikke et rigtigt værtshus i nærheden?”, spurgte jeg. Det mente de ikke, men
jeg gik nu fortrøstningsfuld ind mod byen. Dette er Tyskland, der må være en ”Bierstube”.
Jeg fandt en lille byfest, hvor byens børn skulle løbe rundt i byen og der var
selvfølgelig også en ølbar. Jeg satte mig på en bænk ved et bord under et
halvtag. Her kunne jeg skrive dagbog og drikke øl, uden at blive våd udvendig.
Tilbage til
banegården eller Autozug Checkin gik jeg ned til en Imbiss, hvor jeg nok engang
fik ”Schnitzel mit Pommes” og en øl. Tyskerne under halvtaget sluttede sig til.
Ved 20-tiden kørte vi om bord. Behold hjelmen på, ellers bliver dit hoved slået
til spejlæg. Man skal ligge ned på motorcyklen mens man kører på vognene hen
til stedet hvor man binder cyklen fast. Selv der, vil jeg anbefale hjelm. Man
får nogle grimme buler i hovedet hvis ikke man bøjer nok i ryggen.
Der er ikke
meget mere at fortælle om den dag. Jeg fik den øverste køje, så jeg kunne gå i
seng, så snart jeg fik lyst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar