16. juni 2016 - Schwarzwald

Nu ville jeg have noget ud af den sidste dag i Schwarzwald, men vejrguderne havde svært ved at holde sig. Jeg brugte hele formiddagen på at skrive denne dagbog, mens det bare pissede ned udenfor, men til middag så det ud til at klare op. Det var med at udnytte situationen, så jeg havde udvalgt to ud af tre steder jeg måtte se. Freudenstadt må vente til en anden gang. Turen gik mod Feldberg, som er det højeste punk i Schwazwald. Turen derop var fin, men steder skuffer lidt. Det er et skisportssted om vinteren og om sommeren græsser fårene på skråningerne.

Restauranterne er åbne, så jeg fik en ordentlig omgang lasagne og salat inden jeg drog mod næste stop; Titisee. Den ligger ca. 15 km nord for Feldberg. Søen ligger fantastisk smukt mellem bjerge og skove. I den ene ende er der en turistby, - typisk tysk, men ikke ødelagt, som en spansk turistby ved Middelhavet. Jeg trillede ned gennem byen og stoppede på en lille bro over en å, som løber ud i søen. Jeg kunne godt se, at nogle turister tog billeder af mig, men tænkte ikke mere over det. Da jeg var steget af, kom faderen, som tydeligvis var inder, hen til mig og spurgte om hans yngste søn måtte blive fotograferet på min motorcykel. ”Selvfølgelig”, svarede jeg, noget forbløffet. Hvorfor skulle det være interessant, men der er åbenbart andre skikke i andre lande.

Bagefter kiggede jeg mig lidt omkring, men blev der ikke længe. Jeg havde jo et tog, jeg skulle nå, så jeg kørte videre. Det var faktisk en dejlig tur fra Titisee til Lörrach.

I Lörrach startede regnen igen. Tre tyske MC’ere sad under et halvtag og drak nogle øl. ”Er der ikke et rigtigt værtshus i nærheden?”, spurgte jeg. Det mente de ikke, men jeg gik nu fortrøstningsfuld ind mod byen. Dette er Tyskland, der må være en ”Bierstube”. Jeg fandt en lille byfest, hvor byens børn skulle løbe rundt i byen og der var selvfølgelig også en ølbar. Jeg satte mig på en bænk ved et bord under et halvtag. Her kunne jeg skrive dagbog og drikke øl, uden at blive våd udvendig.

Tilbage til banegården eller Autozug Checkin gik jeg ned til en Imbiss, hvor jeg nok engang fik ”Schnitzel mit Pommes” og en øl. Tyskerne under halvtaget sluttede sig til. Ved 20-tiden kørte vi om bord. Behold hjelmen på, ellers bliver dit hoved slået til spejlæg. Man skal ligge ned på motorcyklen mens man kører på vognene hen til stedet hvor man binder cyklen fast. Selv der, vil jeg anbefale hjelm. Man får nogle grimme buler i hovedet hvis ikke man bøjer nok i ryggen.

Der er ikke meget mere at fortælle om den dag. Jeg fik den øverste køje, så jeg kunne gå i seng, så snart jeg fik lyst.

15. juni 2016 - Vin og Weinbrand

Morgenmaden kl. 9 var fin, men vejret var ikke godt. Jeg gik op på værelset bagefter for at beslutte hvad jeg skulle. Det regnede helt vildt i Frankrig, hvor de havde måttet afbryde en EM-kamp i Lyon pga. regn. Så slemt var det dog ikke i Oberbergen, men jeg ville skifte kurs, formentlig besøge Rie og Søren i Schweiz og derefter over Alperne til Italien. Pludselig ringede Hanne og sagde, at hun forventede at Laura ville blive født i løbet af få dage. Det afgjorde mine spekulationer, så jeg bestilte Autozug fra Lörrach til Hamborg dagen efter. Det ville betyde, at jeg kunne være hjemme fredag ca. kl. 13. Det betød så også, at jeg måtte se at få noget set og prøvet inden jeg skulle hjem. Jeg gik ned til byens Weingenossenschaft (Andelsvineriet). Et meget fint sted, hvor de behandler de fleste vine fra Bassgeige (basviolin), som vinmarkerne omkring Oberbergen er blevet kaldt de seneste 100 år. Der dyrkes vine, som de selv synes er tyske vine, men vi andre ved bedre. De har (næsten) tyske navne, men de modsvarer fint vinene på den anden side af Rhinen i Alsace. Jeg nævner lige dem jeg smagte

Weisser Burgunder – Pinot Blanc
Muscatella – Muscat
Grauer Burgunder – Pinot Gris
Spät Burgunder – Pinot Noir

De producerer også Sauvignon Blanc og Chardonnay. Begge meget fine vine. Jeg ”kom til” at købe seks flasker, tre Weisser Burgunder og tre Grauer Burgunder. Der var vist lige plads til tre i hver sidetaske.

Jeg fik frokost på Winzerhaus Rebstock, som serverer ganske almindelig tysk mad. Jeg fik hvide asparges med Hollandaise og pandekagestykker. Dertil en halv flaske Grauer Burgunder fra Franz Keller. En af de få selvstændige producenter. Jeg gik en tur op i vinmarkerne efter frokosten.

Det er nok en af de smukkeste vinområderne jeg endnu har set. De var begyndt at sprøjte mod mug og skimmel fordi det har regnet. Jeg fotograferede en traktor. Føreren afklædte sin beskyttelsesmaske og forklarede mig situationen. Han var tydeligvis træt af at forgifte vinene. Det mener jeg nu ikke han var. Mug og skimmel er ikke bare farlig for planterne, men sandelig også for os mennesker. Så håber jeg bare, at plantegiften ikke kommer med i vinen.

Byen har sat et symbol på deres navn Bassgeige op, så den ses tydelig fra byen. Den er udført i jern, som er rustet. Samme sted er der en fantastisk udsigt over byen og dens vinmarker.

Jeg nåede hjem kl. 17 hvor jeg havde aftalt en smagning af min værtindes brændevine. Hun har fået utallige anerkendelser for hendes produkter. Jeg valgt ”kun” hendes vinbrændevin, for hun laver også brændevin af frugter, men det ville blive for meget for mig. Der er tre typer af brændevin. Jeg prøver at huske forskellen

Weintresterbrand – Brændt på resterne fra druepresningen
Weinhefebrand – Brændt på rester fra tønden
Weinbrand – Brændt på selve vinen.

Jeg købte til en flaske Weintresterbrand og en flaske Weinbrand.

Aftensmaden var også på Rebstock. Jeg bestilte kalvehovede. Det lød spændende og jeg var måske også lidt træt af schnitzler. Da den blev serveret, blev jeg i tvivl om det var kalvehoved og ikke bare noget kogt svinefedt. En wienerschnitzel ville have været dejlig. Jeg trøstede mig med en halv flaske Spätburgunder (Pinot Noir).

14. juni 2016 - Mod Keiserstuhl

Min motorcykel var opbevaret i kælderen under hotellet og jeg må indrømme, at det gibbede lidt i mig, da jeg skulle køre den op ad den stejle udkørsel. Det gik fint og af sted det gik. Heldigvis gik alt glat på vejen til Keiserstuhl, som er et vinområde lige over for Alsace i Schwarzwald. Jeg havde sat TomTom til at ramme Oberbergen og jeg fandt indlogering hos Fridolin Baumgartner. De lever af at lave brændevin af mange forskellige slags. Jeg gik lidt rundt i byen for at orientere mig og for at finde et sted, hvor jeg kunne få et glas øl eller vin og måske senere spise. Mandag og tirsdag er ”ruhetag” for mange restauranter og bierstuben, men efter lang tids søgen fandt jeg i udkanten af byen Weinstube Mondhale. Jeg sad på deres overdækkede terrasse og drak et par øl og fandt noget på spisekortet. Jeg sad indenfor og spiste og senere satte jeg mig over til et større bord, hvorom de lokale vinbønder kom og snakkede. De drak øl og hvidvin (Müller Thurgau) fortyndet med ”danskvand”, - halvt af hver. Det gav en alkoholprocent svarende til øl. Det var faktisk ganske udmærket. 

Island skulle spille mod Portugal i Europamesterskabet, så vi fik en snak om Island, hvor jeg lige havde været en uge forinden. De gav ikke Island mange chancer mod Portugal, så der var anerkendende miner, da kampen sluttede 1-1. Næste dag var ”ruhetag” for stedet, så jeg måtte finde et andet sted i morgen, selvom jeg havde hygget mig meget.

13. juni 2016 - Rüdesheim

Det var en dejlig morgenmad og jeg tog mig god tid. Jeg købte togbillet til Rüdesheim. Billetten koster 2€ hver vej, men toget går kun hver time, så jeg nåede lige at se lidt af Assmannshausen forinden. Jeg travede gennem straks efter at jeg stod af toget. Her er fyldt af pensionister og/eller japanere. De sidstnævnte er tydeligvis fascineret af tysk kitch. Jeg vidste, at der i den anden ende af byen er en fantastisk vinhandler og vinproducent, Georg Breuer. Jeg fandt den og blev taget imod af en svensk pige med dansk far, så hun forstod dansk og jeg forstår det meste svensk. Jeg behøvede heller ikke her tale tysk. Hun opdagede hurtigt, at jeg vidste hvad jeg snakkede om, når det gælder vin, så jeg fik lov at smage forskellige ”lagen” og i forskellige årgange. Utrolig interessant. Lige da, var jeg ikke i tvivl om at Reingau laver verdens bedste Riesling. Jeg fotograferede vinene til Vivino og kunne se at prisen efterhånden steg til omkring 800kr per flaske. Nå, jeg købte ingen. Jeg har ikke plads i motorcykeltaskerne.

Jeg var ved at blive sulten, så jeg ind mod byen igen. Jeg havde set, at jeg kunne købe ”Flammenkuchen”. Den smagte godt og så med en lille flaske Riesling. Jeg har set byen før, så jeg ville egentlig bare hjem til hotellet igen. Gårsdagens strabadser sad stadig i mig. Derhjemme skrev jeg dagbog og tog en ”morfar” lidt på forhånd. Vejret artede sig heller ikke, så resten af aftenen forblev jeg på hotellet og på værelset. Jeg så DR TV om skyderiet i Orlando.

12. juni 2016 - Videre sydpå

Vi skulle videre. Palle og Asger skulle hjem til Danmark, Jørgen skulle til Berlin og jeg skulle videre sydpå. Huset ligge på en meget stejl skråning med hårnålesving derop. På vejen ned ramte min venstre sidetaske et klippestykke, der ragede ud. Jeg mistede kontrollen over motorcyklen og jeg måtte lægge mig ned. Der kom en del skrammer på MC'en og jeg fik da også lidt skrammer. Ærgeligt, men cyklen kunne køre fint derfra
.

Jørgen og jeg kørte til Stolberg i det sydlige  Hartzen. Her fik en kop kaffe og jeg bestemte mig for kun at køre til Rüdesheim am Rhein. Der er ikke så langt og jeg var lidt rystet over oplevelsen. Dersudenr er Reingau, hvor Rüdesheim ligger, Tysklands bedste Rieslingområde, - måske endda verdens bedste. Derudover er der i Assmannshausen, som ligge lige i nærheden, et danskdrevet hotel, som hedder Zwei Mohren. Jeg har boet der under vinturen og syntes at det var ganske hyggeligt..
Jeg kørte ind i et meget kraftigt regnvejr undervejs. Jeg måtte køre ind på en parkeringsplads og stå i et pissoir sammen med en tysk MC'er. Vi blev der en halv times tid, så kørte vi begge videre. Det regnede stadig, men mere almindelig regn. Nede omkring Mainz gik GPS'en i stå. Der gik lidt tid inden jeg opdagede det.

Jeg kørte fra motorvejen og holdt ind til siden for at få gang i den igen og finde ud af, hvor jeg egentlig var havnet. Pludselig prikkede en tysk færdselbetjent mig på skulderen og spurgte, om jeg havde problemer. "Ja, min GPS er kaput". Han viste mig en vej til Rüdesheim, men da jeg havde fået gang i GPS'en fulgte jeg den. Det viste sig at være en dårlig ide. Jeg kørte og kørte og kunne ikke forstå, at der stadig skulle være så langt til Rüdesheim, men pludselig så jeg et skilt mod Rüdesheim. Vel ankommet blev jeg noget forvirret. Jeg kunne se floden, men resten kunne jeg ikke rigtig genkende. Efter at have kørt lidt rundt tog jeg telefonen frem for at se, hvor jeg egentlig var. Jeg var i Rüdesheim, men den forkerte. Der ligger altså to Rüdesheim 25 km fra hinanden og på GPS'en kan ikke se forskel på navnet. Jeg måtte vende om og køre tilbage. Undervejs til den forkerte Rüdesheim, var jeg kørt næsten lige forbi Rüdesheim am Rhein, uden at det havde stået på skiltene. Jeg skulle lige sejle over Rhinen og jeg ankom til Zwei Mohren ca. 20:30 i stedet for 17:30. Jeg var træt, våd og sulten. Jeg fik mit værelse og bestilte mad i restauranten. Jeg fik kalvelever. Det smagte fantastisk, der var ikke mange kræfter tilbage, så jeg gik tidlig i seng.

11. juni 2016 - Hartzen

Dette skulle være dagen, hvor vi kørte rundt i Hartzen, men vi skulle også lege turister. Derfor kørte vi til banegården i Elbingerode, hvor damplokomotivet holder for at bringe os til Brocken, - på dansk Bloksbjerg. Toget arbejder hårdt og indimellem oser den mere end Asgers pibe. Det tog vel en time til toppen, hvor hvor vi gik lidt rundt. Bl.a. så vi stenen, hvor Fanden sidder og venter på heksene Skt. Hans aften. Han havde fødselsdag, så han var nok taget til Bonga-bongafest et eller andet sted. Asger stillede sig velvilligt derop, i håb om et par yndige hekse ville komme. Vi kiggede på overvågningsinstallationerne, som er ret omfattende. Sikkert taget i brug af Nato, men tidligere var det Sovjetunionens lyttepost mod vest. Der serveres selvfølgelig mad deroppe og jeg skulle selvfølgelig have "Erbsensuppe mit Bockwurst", serveret fra en gammel østtysk gullashkanon. De andre fik bare gullash på en restaurant. Dem om det.

På vejen ned faldt jeg i snak med et par tyske brødre, som vel var på alder med mig selv. Det var på den årlige udflugt med deres seks andre søskende. Vi fik talt om politik og steder man skal se i Schwarzwald. Jeg fik gode steder, som jeg skal besøge, når jeg kommer derned.
Vel nede gik turen videre op til Torfhaus, hvor MC'er mødes og det gør de åbenbart i stort tal. Nu var det godt nok lørdag, så der var sikkert en god dag at komme der. Kawasaki havde også taget Ducati med og det endte (selvfølgelig) med at Jørgen fik en prøvetur. Det er sådan en MC-pusher arbejder. Han kom hjem med et stort smil og vi fik alle deltaljer om cyklen og dens fantastiske evner. Nu har jeg selv lige være ude at kigge, så jeg ved, at der faktisk er stor forskel på køreegenskaber, motortræk osv. Var jeg alligevel en lille smule misunderlig? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er jo en fornuftig mand!

Vi skyndte os ikke hjem til huset. Vi kørte ad de små veje. Det minder en del om Vourgeserne, men vejbelægningen er måske bedre her.  Vel hjemme besluttede vi, efter et par øl, at vi skulle spise i byen. Først travede vi op til Teufelmauer, som havde givet navn til vejen, vi bor på. Det er en lodret klippevæg, med få sprækker, som gør, at man kan kravle op på "muren". Vi fulgte derefter en sti ned i byen og fandt et godt sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Man mærker tydelig, at man har mænd med i byen. Det tog maksimalt to minutter at bestemme, hvad vi skulle have at spise og drikke og det er ikke tøsemad, man bestiller. I Tyskland får man god

nærende mad, med meget kød.
Vi sluttede endnu engang af på altanen med whisky og øl inden vi tørnede ind i seng.

10. juni 2016 - Mod Harzen

Asger havde sørget for god morgenmad allerede kl. 6, men vi kom nu først afsted kl. 7:15. Vi kørte mod Flensborg på den tyske side af grænsen. Derefter ad motorvejen til Neumünster, hvor vi tog den mindre vej 205 til Bad Segerberg, så 21 til Hamoor, hvor Jørgen skulle møde os. Vi kom nu en time for sent, mente Jørgen. Vi fik lidt mere morgenmad hos McDonald, men ellers kørte vi videre via Lüneburg, Braunschweig til Blankenburg, hvor vi skulle bo. Der var en meget stejl vej med hårnålesving op til huset, hvor vi skulle bo på øverste etage.
Turen havde taget det meste af dagen, men der var da lige plads til et par øl og endnu et par samtaler på altanen, inden vi bestilte en taxa til Quedlingburg. Det skulle være en meget fin by, som havde overlevet krigen og DDR-regimet. Det er der faktisk mange der har. DDR lod byerne være og det kommer nu det nye Tyskland til gode. Nogle byer er endda kommet på listen over verdensarv.

Quedlingburg har en borg på en høj, som giver en meget fin udsigt over byen. Det specielle ved byen er, at alt er bindingsværk. Der er ikke kommet nyt til, så man får en meget fin fornemmelse for middelalderbyen, måske bortset fra lugten. Den skulle have været fæl dengang.
Vi fandt et bryggeri, der også serverede mad. Vi kom til at sidde indenfor (mod min vilje), men sådan er det at være i flok. Det var nu også fint indenfor og maden og øllet var godt. Taxachauføren havde givet Asger sit visitkort, så ham kunne vi bare ringe efter. Vi satte os ind og sagde "nach Hause". Jo, man er vel verdensmand.